Overvægtige børn og unge

Hvis dit barn er mellem 3-16 år og overvægtigt, kan I få glæde af tilbuddet ”Behandling af Overvægtige Børn og Unge” (BOBU).

Vores tilbud til familien

Tilbuddet består af et forløb, der giver jeres familie hjælp, støtte og vejledning til, at stoppe barnets vægtøgning og få et sundere liv i fremtiden. Der vil blive arbejdet familieorienteret, og hele familien skal derfor være indstillet på at ændre vaner. I vil bl.a. få skræddersyet en plan, med 10-20 punkter, der skal hjælpe til et vægttab.

Vi tilbyder hjælp til at stoppe barnets vægtudvikling, hvilket på sigt vil medføre, at barnet slanker sig, mens det vokser. Et vægttab kan være nødvendigt, hvis barnet allerede er fuldt udvokset. Resultatet på langt sigt er, at barnet kommer til at trives bedre, bliver gladere, får mere selvtillid og undgår de følgesygdomme, der er forbundet med overvægt.

I vil komme til at møde et team bestående af en sundhedsplejerske, en kostvejleder og eventuelt en psykolog.

Hvem kan deltage?

Målgruppen for tilbuddet er børn og unge i alderen 3-16 år, som er overvægtige. Det er desuden et krav, at barnet og familien er motiveret for at påbegynde indsatsen. Forældre skal deltage aktivt ved hver konsultation, som foregår i dagtimerne.

Tilbuddet er gratis, men kræver en henvisning fra skolens sundhedsplejerske eller egen læge.

Vores forventninger til familien

Det er vigtigt, at I alle i familien er indstillede på at omlægge usunde vaner. Det er nødvendigt, at I som forældre bakker jeres barn op ved aktivt at hjælpe med at holde de aftaler, vi i fællesskab indgår efter hver samtale.

Hvad skal I gøre?

Familien kan henvises til Slagelse Kommunens tilbud, hvis barnet opfylder følgende krav: 

  • Er mellem 3-16 år
  • Er motiveret for at ændre livsstil
  • Ligger over IOTF-25 i BMI (for 5-16 år) eller over 90 percentilen i BMI (for 3-5 år). Dette kan sundhedsplejersken på skolen eller jeres egen læge hjælpe jer med at finde ud af. 

I skal henvende jer til skolens sundhedsplejerske eller egen læge for at blive henvist til tilbuddet. De sender herefter henvisningen til Sundhedstjenesten, som kontakter jer med en tid til første samtale.

Samtalerne vil foregå i enten Slagelse, Korsør eller Skælskør, og I vil blive set ca. hver 8. uge i dagtimerne.

Tilbuddet gælder kun familier, der bor i Slagelse Kommune.

Interesseret i at høre mere?

Hvis du er interesseret i at få mere at vide om tilbuddet, for at finde ud af om det kunne være noget for dit barn, kan du kontakte Sundhedstjenesten.

Siden er sidst opdateret 3. november 2016