Pas på dit barns hoved
Spædbarnets knogler er bløde og formes af trykket fra underlaget, når barnet ligger i samme stilling i lang tid af gangen. Flere og flere børn får en skæv hovedform, fordi de ligger med hovedet drejet til samme side.
Her på siden kan I blive klogere på, hvad I som forældre kan gøre for at forebygge, at det sker for jeres barn.
Når jeres barn sover
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn skal sove på ryggen, indtil de selv kan vende sig. Når jeres barn skal sove, er det derfor vigtigt, at I sørger for at:
- Lægge barnet på ryggen med hovedet drejet skiftevis til højre og venstre
- Læg mærke til om barnet foretrækker at dreje hovedet til samme side
- Hvis barnet altid drejer hovedet til samme side, når det skal sove, skal I vende barnets hoved til modsatte side, når det er faldet i søvn.
Når jeres barn er vågent
Jeres barn har brug for at ligge i andre stillinger end på ryggen. Når barnet er vågent, er det derfor vigtigt, at I husker at:
- Lægge barnet på maven
- Lægge barnet på siden - skiftevis på højre og på venstre side
Hvorfor ligge på maven?
Det er godt for børn at ligge på maven, når de er vågne, fordi:
- Det styrker musklerne på kroppens bagside (nakke, ryg og hoftemuskler)
- Det stimulerer barnets motoriske udvikling, så barnet får nemmere ved at rulle, lære at sidde, komme til kravlestilling og lære at tage fra med armene
- Det hjælper barnet til at se frit til begge sider. Det forebygger, at barnet kun drejer hovedet til den ene side
Husk derfor at...
- Lade jeres barn ligge på maven, på jeres mave
- Lade jeres barn komme om på maven, når det er på puslebordet
Bæresele, autostol og skråstol
Hvis I vil bruge en bæresele, er det vigtigt, at den støtter barnets hoved og ryg, og at den kun bruges kortvarigt de første måneder.
Til transport i bilen findes boxette eller baby-autostole, som er godkendt til spædbørn. Se efter godkendelsesmærket.
Brug kun autostolen til transport. Sørg for, at den ikke bliver til ”barnets lænestol”. Det samme gælder skråstolen, som kun anvendes fra barnet er ca. 2 måneder. Brug den så kortvarigt og så lidt som muligt, da barnet er passivt, når det sidder i stolen.
I kan læse mere om at have børn i bilen, godkendelsesmærker til autostole m.m. inde på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. I finder et direkte link her på siden i boksen med 'Eksterne sider'.
Spørg jeres sundhedsplejerske
Hvis I har brug for yderligere vejledning, eller hvis jeres barn alligevel begynder at få en skæv hovedform, så kan I altid kontakte jeres sundhedsplejerske.