Sund Sammen er skudt i gang!

Torsdag den 11. juni 2020 kastede pædagog Kristina og sundhedsplejerskerne Mette og Anne Grethe sig ud i den første udgave af Sund Sammen i Børnehuset ved Noret.

"Sund Sammen" er et fællesfagligt blik på 3 ½ årige børn i kommunen og dermed et samarbejde mellem sundhedstjenesten, forældre og fem daginstitutioner i Korsør. "Sund Sammen" går ud på, at sundhedstjenestens hjemmebesøg til de 3 årige i en prøveperiode flyttes ud i disse institutioner for at kunne se børnene i samspil med andre. De institutioner, der er med i prøveperioden, er: Børnehuset Loppen, Troldebo Naturbørnehus, Børnehuset ved Noret, Børnehuset Lilleskov og Børnehuset Mariehønen og det blev altså Børnehuset ved noret, der fik startknappen.

"Sund Sammen" integreres i institutionen som en gruppeaktivitet med små lege børnene kender til i forvejen og sammen med de voksne de kender. Som det første har forældrene udfyldt et spørgeskema og dermed givet deres input til et fyldigt billede af deres børn, så vi får alt det gode at vide om børnene fra de voksne, der kender børnene allerbedst.

Der er opfølgning med forældre, pædagog og sundhedsplejerske efter aktiviteten, hvor der er gensidig mulighed for at stille spørgsmål søge vejledning og aftale handleplaner, indsatser eller inddrage andre relevante tværfaglige kolleger. Det kunne være motorikkonsulenter eller talepædagoger, der er tilknyttet distriktet.

Vi glæder os til at prøve mere og udvide til de øvrige institutioner, så vi får styrket det fællesfaglige blik på både de 3 årige, men også generelt i samarbejdet.

Siden er sidst opdateret 29. september 2021